Trailcenter skal i udbud

Trailcenter skal i udbud

Sakset fra Geopark Sydfyns nyhedsbrev:
Måske kan du huske, at vi tidligere har skrevet om projektet “Trailcenter Svendborg”? Hvis du er som de fleste, har navnet måske ikke skabt et helt klart og tydeligt billede for dine øjne. Hvad er et Trailcenter? ‘Trail’ lyder som noget for mountainbikere og trailløbere, og ‘center’ noget med en masse butikker samlet i en firkantet kolos af en bygning. Begge dele langt fra projektets mål om at skabe et mødested ved Christiansminde for en bred skare af mennesker, der vil dyrke forskellige typer aktivt udeliv i Svendborgs grønne og blå natur. Derfor kalder vi nu projektet “Mødested for friluftsliv og fællesskab”.

Projektets potentiale blev i foråret anerkendt af Realdania med en bevilling på 5 mio. kr. Fonden er en værdifuld sparringspartner i projektet sammen med bl.a. Lokale- og Anlægsfonden, Dansk Idrætsforbund og Dansk Kyst- og Naturturisme. Projektet er desuden støttet af Nordea-fonden, Svendborg Kommune, LAG-SØM og Friluftsrådet. Du kan læse mere om projektets partnere og organisering her.

Hvordan skal sådan et mødested se ud?

Svaret på dette spørgsmål skal findes i løbende af det kommende halve år. Gennem foråret og sommeren har der været afholdt en række møder og en co-creation workshop for områdets brugere og aktører, hvor der er blevet luftet drømme, ideer og bekymringer. På baggrund af dette har kommunen, os i geoparkens sekretariat, fonde, foreningen bag projektet og kompetente rådgivere, udarbejdet et udbudsmateriale, som skal ligge til grund for skitsering af mødestedet.

Skitseprojektet er netop sendt i udbud her i det tidlige efterår, og vinderprojektet forventes offentliggjort i løbet af vinteren 2027. Materialet lægger vægt på at skabe et åbent, inviterende og tilgængeligt mødested for friluftsliv og naturformidling, hvor landskab, mennesker og aktivitet mødes. Et sted, der vokser ud af områdets historie og landskabelige karakter, og hvor arkitekturen indskriver sig nænsomt i omgivelserne.

I bedømmelse af de indkomne forslag vil der blive lagt vægt på stedlig forankring og identitet, arkitektur og rummelig bearbejdning, funktion og disponering, tilgængelighed og inklusion samt bæredygtighed.