Vil du prøve kræfter med snørklede klitformationer, åbne hedestrækninger og interessante skovområder?

Så er der mulighed for det i de sidste dage af juni. Det traditionsrige Vestjysk 2-dages bliver i år til Vestjysk 6-dages. Det bliver Husby Plantage, der lægger skov til årets udfordringer.

Vestjysk Orienteringsklub har sat poster i skoven og fået tilladelse til, at løberne kan prøve kræfter med de i alt ni baner i to gange tre dage.

Første mulighed bliver fra torsdag 25. juni til lørdag 27. juni. Her er start og mål på banerne placeret på parkeringspladsen ved Græm Strand, få meter fra Vesterhavets blå bølger. Her kan deltagerne prøve kræfter med krævende orientering i det meget detaljerede klitområde i den vestlige del af området.

Anden mulighed bliver fra søndag 28. juni til tirsdag 30. juni. Mødestedet vil være Husby Kirke, og banerne går i den østlige del af området, der hovedsageligt består af et bevokset klitområde tilsat fladere, diffuse partier.

Jesper Lundsgaard og Varny Vestergaard er banelæggere til de to selvstændige løbstilbud, der foregår på et nyrevideret kort. Arrangørerne har til årets løb udvidet kortet, og nogle af banerne går i områder, der ikke har været benyttet til orienteringsløb siden 2009.

Der vil være mulighed for at vælge blandt seks svære baner (sorte) mellem tre og ni kilometer. Der er også en mellemsvær (gul) bane på fire kilometer, samt en let (hvid) bane på 3,5 kilometer og en begynder (grøn) bane på 2,5 kilometer.

Der vil ikke være nogen service i form af bemandet start, tidtagning eller stævneplads ved de to løbstilbud. I stedet kan deltagerne selv printe kort hjemmefra og derefter uploade vejvalg i o-track. Kort vil være tilgængelige til print fra 19. juni. Hvis du ikke har en printer, kan du købe kortene – se mere på http://www.vestjyskorientering.dk/ og Facebook begivenheden.